Vi varer ikke evigt..

Tanken om ikke at skulle se mine børn vokse op, er en tanke som nogle gange kommer snigende hos mig. Tænk hvis jeg aldrig mere skal læse godnathistorie for Caroline, aldrig skal trøste hende når hun er ked af det, aldrig lege og grine sammen med hende. Tænk hvis jeg aldrig skal se Alexander tage sine første skridt, aldrig se ham vokse op. Tænk hvis mine børn skal undværer mor-krammere, mor-kildeture og mor-hemmeligheder som vi ikke fortæller til far. Får helt tåre i øjnene bare ved tanken.

I går kom disse tanker igen. Grunden er at vi fik et brev med hjem fra børnehaven. Heri stod at en af børnene i børnehaven havde mistet en af sine forældre.

Dette barn skal ikke skal vokse op sammen med begge sine forældre. Barnet skal aldrig mere ligge og putte med den forælder han/hun har mistet, barnet skal aldrig have hemmeligheder sammen med den forælder og meget andet. Alt sammen noget som vi andre tager for givet.

 Er sikker på at den tilbageværende forældre gør alt hvad han/hun kan for at udfylde dette tomrum og hjælpe barnet og ikke mindst sig selv igennem sorgen og savnet.  

I går kom det tæt på, det blev virkeligt - det kan jo ske i virkeligheden.